Vi er glade for at kunne fortælle, at Sportsdykkerklubben KVAK har modtaget en bevilling på 40.000 kr. fra Friluftsrådets Lokalforeningspulje.
Støtten gives til projektet "Renere havbund i Aarhus Bugt", hvor frivillige dykkere skal afsøge havbunden for spøgelsesnet og andet marint affald. Samtidig skal projektet bidrage med dokumentation af havbundens tilstand og biodiversitet gennem billeder, video og observationer.
Bevillingen gør det muligt at anskaffe to undervandsscootere, som vil gøre det lettere og mere effektivt at afsøge større områder af havbunden. Dermed kan klubbens frivillige dykke mere målrettet og få endnu større udbytte af deres indsats for havmiljøet.
Friluftsrådet har blandt andet lagt vægt på, at projektet bygger videre på KVAKs eksisterende kompetencer inden for Ghostnet Recovery, og at erfaringer, billeder og resultater deles med offentligheden gennem sociale medier, klubaktiviteter og lokale samarbejder.
Vi vil gerne rette en stor tak til Friluftsrådet for støtten og ser frem til at komme i gang med projektet. Vi glæder os til løbende at dele billeder, oplevelser og resultater fra arbejdet med at gøre havbunden i Aarhus Bugt lidt renere.